Sydamerika - tirsdag den 21. februar 2012

Iguazu fra den Argentinske side

Tilbage

Efter en nogenlunde god nats søvn, var vi klar til dagens store oplevelser. Morgenmaden var nogenlunde som forventet. Dog kunne vi bestille forskellige ægge-retter som f.eks. spejlæg og bacon. Vi bestilte lidt forskelligt men var ved at komme i klammeri med tiden, idet vi blev hentet kl. 7:30. Men det gik og vi var stort set klar, da vores bil kom.

Vejret startede en anelse skyet men i løbet af formiddagen klarede det fint op og dagen blev perfekt, set fra det vejrmæssige.

Efter en kort køretur, nåede vi frem til den argentinske Iguazu nationalpark. Her sørgede vores guide for billetterne og vi blev ledt hurtigt igennem. Fra indgangen går der små tog de ca. 3 kilometer til det største af vandfaldene i Iguazu, devils throat. Der var allerede mange på vej ind gennem sluserne ved indgangen og i kø, for at komme med toget videre ind i parken.

Men vores guide hjalp os fint igennem køerne og sørgede for, at vi kom med det førstkommende tog. Vi kunne lige klemme os ind, så vi sad 4 på hver række i toget. Vi sad klistret op af hinanden men det var trods alt bedre, end at stå i kø ved indgangen...

Efter en kort køretur i det lille tog, nåede vi frem til endestationen og så gik det ellers ud mod vandfaldene. Vores guide aftalte med os, at vi skulle møde ham ved togstationen en time senere. Der var ca. 1 time ud til Djævlens Gab og det foregik på en lang gangbro, der gik ud over diverse floder og vandløb. Ingen tvivl om, at disse floder var med til at føde vandfaldene i Iguazu, for der var en pæn strøm på dem.

Hans og jeg gik rask til, for det var vist bedst at komme ud til enden, inden der kom alt for mange andre derud. Vi nåede ikke helt derud som de første men der var vist også kørt et tog derud før os. Men sikke et syn. Vi stod ganske få meter fra selve det sted, hvor vandet væltede ned i dybet. Et helt fantastisk syn. Det var fantastiske vandmasser, der væltede ned i sekundet i en stor U-bue foran os.

Den store vandmængde var med til at skabe store vandskyer, der stod op fra hullet. Så var det vinden, der bestemte retningen på disse vandskyer. Hvis det blæste ind over den gangbro, vi stod på, så var der med at beskytte kameraet, for det var store mængder vand, der var i disse skyer. Der blev taget en del billeder og video - så snart vandskyerne drev væk fra os. Vi var ikke helt forberedt på de store mængder vand i luften og resultatet var da også, at vi var godt våde alle sammen. Men det nåede at tørre, inden vi nåede tilbage til udgangspunktet.

Djævlens Gab var en fantastisk start på dagen og det var et klogt træk af vores guide, at vi startede med at tage derud, for der var nok ingen tvivl om, at det ville blive ret trangt på gangbroen derud senere på dagen.

Da vi var mætte af synet og mente, at vores kameraer også var det, gik vi tilbage. Det tog lidt længere tid. For det første var det blevet noget varmere. Solen stegte fra en blå himmel og det var hedt på broen. For det andet var der mange mennesker på vej ud mod Djævlens Gab og for det tredje skulle vi have taget nogen billeder på tilbagevejen. Dem undlod vi jo at tage på vej derud...

Tilbage ved togstationen, hvor vores guide ventede på os. Han sørgede for at få os med et tog ind mod en station, der ligger midt på strækningen mod udgangen. Herfra var det muligt at gå ture nede i dalen, så vandfaldene ligger højt i forhold til stien. Der er også en upper trail, hvor man går oppe ovenfor vandfaldene og kigger ned i dalen bag dem.

Vi startede med lower trail, for vi skulle nemlig med en båd kl. 11, hvor der blev mulighed for at sejle op til vandfaldet. Guiden ledte os ned af stien og snart dukkede det ene smukke motiv efter det andet op. Vandfaldene ved Iguazu er helt fantastisk smukke. Vi havde næsten ikke tid til at komme helt ned til båden, hvor vi havde booket plads kl. 11. Men vi bevægede os trods alt derned imod og endte snart i en kø, som vist var for dem, der ikke havde booket nogen tid. Men vi så nogen mase sig foran, så vi forsøgte det samme og snart var vi nede, hvor man blev klargjort til bådturen. Folk tog deres tøj og sko af og pakkede dem i store gummiposer, der kunne lukkes på samme måde, som dem vi bruger til vores rygsække. Så fik vi redningsveste på. Nogle ordentlige størrelser, så man blev helt ukampdygtige. Skulle vi falde i vandet, kunne vi garanteret gå på vandet med disse veste!

Der var en pæn kø med folk, der allerede var klar til at boarde første båd men da arrangørerne så vores billetter, blev vi lige vinket foran hele køen og ombord i et skib, der var fyldt og klar til afgang. Vi fik lige de sidste 4 pladser men måtte så finde os i, at vi ikke kunne sidde sammen.

Så gik det ellers af sted mod vandfaldene. Båden sejlede stille og rolig op mod strømmen og gav tid til, at man kunne fotografere vandfaldene fra vandet nedenfor. Det var nu ikke så nemt, for jeg var blevet placeret på 3. sæde og jeg var ikke så stolt ved at rejse mig op.

Det tog ikke lang tid at sejle op til de vandfald, der er tættest på den argentinske side og da vi havde ligget lidt der, vendte båden og fulgte strømmen ned forbi en ø og op mod Djævlens Gab, der ligger tættest på den brasilianske side. Skipper sørgede for, at vi ikke sejlede tættere på, end folk kunne tage billeder.

Efter lidt tid vendte båden atter og sejlede tilbage mod den argentinske side. Nu blev vi bedt om at pakke vores kameraer sammen, for nu startede 2. halvleg. Nu gik turen tæt på vandfaldene og næsten helt ind under. Det betød, at vi blev våde. Først oplevede vi vanddampene og derefter det styrtende vand, der gjorde det svært at kigge op på vandfaldet. Det var frygtindgydende at være så tæt på de store vandfald. Men også fantastisk fascinerende. Det blev hurtigt en kamp, at komme til at se og opleve situationen i stedet for at kigge ned og undgå de store vandmængder.

Med ombord havde vi en flok sydafrikanske rugbyspillere, der hurtigt kunne sætte en stemning med deres sang og kampråb. De råbte på mere vand, så skipper lod sig vist overtale til en eller 2 ture mere ind i de store vandfald, før han vendte båden og sejle rundt om øen igen, for at komme tættere på det største vandfald. Det sejlede han dog ikke ind i men bare det, at komme tæt på det, var slemt nok. I stedet sejlede han et par gange ind i et mindre fald og atter var vi ind i selve vandfaldet, så der faldt store mængder af vand lige ned i hovedet på os.

Jeg gætter på, at der ikke var nogen tilbage i båden, der ikke havde fået vand og var blevet våde. Selv om rugbyspillerne råbte på mere og fik en ekstra omgang, så valgte skipper at stoppe, for der sad trods alt også nogen på båden, der havde fået nok.

Så båden sejlede i stedet med strømmen ned gennem Iguazu floden. Det blev en tur i river rafting stil, selv om det var en stor båd med måske 100 mennesker ombord, så var der pæn gang i floden - især i starten. Efterhånden som vi kom væk fra vandfaldet, blev vandet også roligere og vi kunne begynde at konsumere oplevelsen. Imens sang rugbyholdet for os.

Efter en tur ned af floden, blev vi sat af ved en landgangsbro, der virkede til at ligge noget afsides fra parken og vandfaldene. Vi afleverede vores redningsvest, fik hentet vores ting op af gummiposerne og afleveret dem også. Så gik det ellers op af en lang trappe i en pokkers varme. Vi var blevet tørre for længst, så det var en varm affære at kravle opad i skoven.

Ved toppen af trappen ventede vi på at stige ombord i nogle lastbiler, der skulle bringe os tilbage gennem skoven til selve parkområdet. Vi kom ombord i den første bil og en ung pige agerede guide på turen. Det virkede nu mest som om, hun blot skulle få tiden til at gå og sikre sig, at der ikke var nogen, der fandt på at rejse sig i den høje lastbil. Træerne hang nemlig lavt over den åbne lastbil.

Endestationen var ved et restaurantområde i nationalparken og vores guide gelejdede os hen til 2 restauranter. En fastfood og en finere restaurant med buffet. Vi valgte den sidste og skyndte os at bestille 4 øl, til at slukke tørsten. Vi havde allerede konsumeret en del flasker med vand men alligevel faldt en iskold øl et tørt sted.

Fortin restauranten var en stor rund bygning med en kæmpe buffet. Det smagte fantastisk og vi spiste os godt mætte. Prisen var ikke ublu, så det gjorde bestemt ikke noget, at vi blev gelejdet herhen.

Efter en times frokost, havde vi mod på flere oplevelser med vandfaldet og vores guide fulgte os hen på the upper trail, hvor vi kom til at gå på et stisystem af gangbroer over vandfaldene. Det var igen en flot flot oplevelse og jeg blev ved med at glæde mig over det gode vejr. Vi fulgte en stor del af de vandfald, der er på den argentinske side. Disse vandfald er egentlig i 2 niveauer men ovenfra kunne vi kun se det øverste niveau. Det var utrolig flot og fantastisk, at man har fået bygget gangbroer ud over disse vandfald. Stisystemet endte et stykke vej ude over de "argentinske" vandfald, så vi kunne ikke gå helt derud. Det skulle som ikke undre mig, om disse stisystemer på et tidspunkt bliver bygget sammen, så man kan gå helt ud til Djævlens gab via gangbroerne.

Men vi gik tilbage og var meget mætte af oplevelser. Varmen var efterhånden tiltaget og det var ulidelig varmt. Vi drak næsten konstant vand, mens vi stod i kø, for at komme med toget fra midterstationen til udgangen. Guiden fortalte os, at togbanen var anlagt af et privat firma, der tog sig af driften af nationalparken. Før banen blev anlagt, måtte folk gå de efterhånden 20 kilometer, der skulle til, for at nå rundt i nationalparken.

Vi stod i kø i knap en halv time, inden vores tog kom og det var en varm oplevelse. Så da vi endelig nåede til udgangen - og havde fået købt et par souvenirting - så blev vi slemt glade for den smule aircondition, som vores bil kunne byde på.

Hjemturen blev stille. Vi havde sikkert alle travlt med at tænke over de ting, vi havde oplevet i dag. Og vi var trætte.

Marie og jeg havde stadig badetøj på, så da vi var tilbage ved hotel la Canterra, gik det meget stærkt med at få det andet tøj af og komme i swimmingpoolen, for at blive kølet af. Det var ikke så ringe.

Vi var hjemme ved 4-tiden, så vi havde nogle timer til fri afbenyttelse, inden vi om aftenen satte os sammen, for at nyde en god middag i hotellets restaurant. Vi var hele 3, der skulle have en wokret med kyling og grøntsager. Det var svært at konstatere, at vi måske var gået lidt død i røde bøffer!

Til gengæld smagte vi et par flasker rigtig god rødvin. Man må sige, at den argentinske malbec-drue er en guds gave til de vininteresserede. Det kan godt være, at vi skal til at købe mere af den slags - og give lidt mere end almindelig supermarkedspris for vinen.

Lige da vi var færdige med at spise, forsvandt strømmen i restauranten og vi måtte klare os med de stearinlys, der stod på bordene. Det var mest træls for de gæster, der endnu ikke havde fået deres mad serveret. Efter ca. et kvarter, kom strømmen dog tilbage.

Vi listede mætte og veltilpasse tilbage til vores værelser, hvor det ikke blev til meget andet end at få taget sikkerhedskopi af billederne, før sengen kaldte. Jeg skelede lidt til hængekøjen udenfor men valgte alligevel sengen i det kølige værelse. Udenfor var det stadig varmt, men det havde stormet helt vildt en kort periode sidst på eftermiddagen og det regnede også, da vi gik tilbage til værelserne. Så måske fik de nu noget af den regn, som de sukkede lidt efter i området.